PÆDAGOGIKKEN PÅ EUH

EUH som Kalleby

EUH som Kalleby er inspireret af børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards univers. Kalleby er navnet på en af Kirkegaards byer, men vi lader den omfatte alle hans figurer. Kalleby er et skæbnefællesskab. Man vælger ikke at bo der, man fødes ind i det og må agere i det. Leve med det eller ændre vilkårene, hvis ikke man kan leve med dem. Man vælger selvfølgelig selv et højskoleophold, men man vælger ikke, hvem man kommer til at dele højskolens univers med. Man møder personer uden selvværd (Gummi-Tarzan), man træffer dem der er lidt eller meget ubehagelige (Orla), eller dem, der vil på opdagelse og hurtigt kan gøre hverdagen magisk (Albert, Topper). Der er skolelærere og klaverlærere, kærester, købmænd og skomagere, lommetyve og farende svende. Man må forholde sig til alle disse personer og deres sære væremåder og lære at leve og arbejde sammen med dem – også når relationerne bliver konfliktfyldte. Herunder kan du læse en længere beskrivelse af vores pædagogik, sat ind i rammen af Kalleby. Du kan også læse en spændende artikel om børneopdragelse og ungdommen nu til dags, som også reflekterer vores pædagogik, af lærer Lars Andreassen her: “Så blev det sagt: Børn skal opdrages af deres forældre”.

Gør dig fri i Kalleby

Perspektivfortælling fra Egå Ungdoms-Højskole til Bogserie om folkehøjskolens 10 bud. Bindet ”Gør dig fri”. Af Lars Andreassen, Kristian Kornerup Bang og Stig Gamborg Hansen.

Angstens lænker

Scenelyset er tændt, publikum er spændt, mens bandet lader de første akkorder flyde ud i salen. Hun står med ryggen til og spotten oplyser det blonde hår, der falder ned over hendes skuldre. Hendes klare og kraftfulde stemme sender ord i melodier mod publikum.

Men hun vender sig ikke om. Publikum får aldrig hendes øjne at se. Hun kan virkelig synge, men hun tør ikke. Eller næsten ikke.

At hun står foran et publikum og synger er faktisk fremskridt, selvom det er med ryggen til. Og særligt, fordi det er et fremmed publikum. Blot en måned tidligere forsvandt samme pige, da hun ved en fagafslutning skulle optræde med musikholdet på vores skole. Hun dukkede ikke op, og ingen kunne finde hende.  

Hvad er det for en frygt eller angst, der har greb i hende, og som afholder hende fra at udfolde sine talenter og sig selv frit? Og ikke blot hende, men så mange unge mennesker i den generation Jonathan Haidt og Greg Lukianoff omtaler som ”the iGen” i ”The Coddling of the American Mind.” For det er ikke blot Julia, som er pigen i ovenstående historie, der overvældet af angst, har svært ved at finde vej til scenen eller blot dagens fælles pligter, som de øvrige i det efterladte fællesskab således må overtage.  Det drejer sig om mange unge mennesker, og tendensen er stigende.

I denne tekst vil vi fortælle lidt om, hvordan vi på Egå Ungdoms-Højskole tænker, at disse problemer skal imødekommes, og hvad vi gør for at få de unge mennesker til at udfolde sig frit. Men først en smule om den teoretiske baggrund.

Angstens årsager

I Danmark er vi gode til at registrere den øgede mistrivsel blandt unge mennesker, og mindre gode til at undersøge årsagerne, men et lovende forskningsprojekt fra Aarhus Universitet peger – om ikke på direkte årsager – så på nogle af de angstforstærkende mekanismer, som får problemerne til at vokse. Mikael Thastum, som er professor på Psykologisk Institut ved Aarhus universitet og leder af projektet Back2School, forklarede til Tine Eiby i Weekendavisen (#12, 2019), at mange forældre finder det vanskeligt at presse et barn med angst til at gå i skole, hvis det netop er der, barnet har oplevet stress- eller angstfyldte situationer.

Det, der er vigtigt at bemærke, er at når forældrene giver efter, oplever barnet en umiddelbar lettelse og forældrene undgår en tung og opslidende konflikt. Og frem for alt, undgår forældrene at se deres barn lide. Den slags er der jo ingen af os, der kan lide at se på (de fleste forældre vil tværtimod opfatte det som deres fornemmeste pligt at skærme barnet for lidelse). Problemet er blot, at angsten får lov at vokse, når vi giver efter, hvorfor lidelsen langsomt vokser. Det vi ser, er negativ forstærkning. Som Thastum forklarer i interviewet: ”Hvis du forestiller dig, du har nogle forældre som er vældigt bekymrede for en hel masse ting og ikke har tiltro til, at du som barn kan klare tingene og lære af dine egne erfaringer, men hele tiden passer på dig, så lærer man som barn typisk, at der er grund til at være bange.”

Fremfor at hjælpe børnene til at konfrontere de angstprovokerende situationer – som er hverdagssituationer og helt essentielle for barnets udvikling – vokser angsten i de værste tilfælde til en ukontrollérbar størrelse, som begrænser det unge menneskes udfoldelser og lænker hende til hjemmet.

Haidt og Lukianoff, som vi nævnte ovenfor, har gennem en årrække undersøgt årsager og grunde til den stigende mistrivsel blandt unge mennesker. De peger på en række tankemønstre, der gennem en årrække har vokset sig store hos unge mennesker og deres forældre i den vestlige verden.

Haidt og Lukianoff sammenfatter disse tendenser i tre dårlige idéer eller de tre store usandheder. De lyder således:

1)   Løgnen om skrøbelighed: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere.

2)   Løgnen om følelsernes fornuft: Stol altid på dine følelser.

3)   Løgnen om os versus dem: Livet er en kamp mellem gode og dårlige mennesker.

Der er tale om tankemønstre, som man i kognitiv terapi netop arbejder på at ændre hos depressive patienter. Det var Greg Lukianoff, som er rettighedsekspert, men også har været i behandling for depression, der noterede sig, at de tankemønstre, han i sit eget terapiforløb arbejdede på at komme til livs, havde sneget sig ind i hverdagssproget blandt hans studerende, når de skulle argumentere for deres rettigheder til at færdes i et sikkert og trygt studiemiljø og til ikke at blive forulempede.

Det hele finder sted og udvikler sig ud fra de bedste af alle intentioner, nemlig at passe godt på sine børn og hinanden, men er også ved at kamme over i det, Haidt og Lukianoff kalder ’paranoid parenting’, ’safetyism’ og ’the decline of free play’.

Problemerne er følgende:

1)   At vi snyder os selv og vores børn for en lang række erfaringer, såfremt vi vil beskytte dem og os fra enhver ubehagelighed. Og det bliver selvfølgelig værre, hvis vi ligefrem tror på, at ubehagelige oplevelser ikke gør os stærkere, men tværtimod svagere.

2)   Hvis vores følelser altid fortæller sandheden om os. At vi er gode nok, som vi er, så har vi altid en undskyldning for ikke at konfrontere os med andre menneskers opfattelse af et sagforhold.

3)   Og hvis ubehagelige følelser gør os svagere, har vi altid en undskyldning for at stikke af, når arbejdet bliver svært eller vi bliver udfordret i fællesskabet af mennesker med andre holdninger, end dem der er vores.

Vi mister kort sagt evnen til at forpligte os i det demokratiske fællesskab og søger ly i mindre, subkulturelle fællesskaber – måske ligefrem ekkokamre –  og vi indsnævrer frivilligt vores erfaringshorisont. Vi begrænser vores mulighed for at betræde dannelsens vildsomme veje og krogede stier. Hvad er svaret på denne problemstilling.

Det er det fede ved skiture. Du kan ikke vende om. Du er nødt til at konfrontere din usikkerhed, stole på dine evner og stå det igennem. Og det gjorde Lea – og en anden pige i samme gruppe i øvrigt – selvfølgelig også. Hun stolede tilstrækkeligt på mig, til at hun kunne vise sig selv, at hun kunne gøre det, selvom om hun var bange. Man kører måske et par kilometer med hjertet i halsen, men man kan hele tiden se enden. Og det er præcis det, at vi gerne vil vise vores elever på Egå Ungdoms-Højskole. At de kan være i det (næsten) uanset, hvordan de har det. For på den måde, lærer de at håndtere den almene eksistens op og nedture og ikke flygte fra de sidste. Vi forstår dette som en del af livsoplysningen.

På Egå Ungdoms-Højskole handler det om at gøre vores elever i stand til at blive i de situationer, de finder provokerende og på den måde bibringe dem erfaringen af, at de rent faktisk bliver stærkere og ikke svagere af det. Vi udfordrer dem, og vi viser dem også, at den angstprovokerende situation ikke er en evig tilstand.

De sidste 10 år er der publiceret en del forskning, der ser en sammenhæng mellem fraværet af fri leg og psykisk mistrivsel. De norske psykologer, Sandseter og Kinnair, forklarer i ”Children’s risky play from an Evolutionary Perspective: The Anti-phobic Effects of Thrilling Experiences”, at frygten reduceres efterhånden som børn udsætter sig selv for emotionelt provokerende oplevelser.

Siden efteråret 2018 har vi i forbindelse med vores pædagogiske udviklingsarbejde leget med metaforen Kalleby, men det har længe været undervejs. Allerede i 2011 skrev en af denne artikels forfattere om det forsvundne Kalleby. Vi har altså med mere eller mindre konsistens og konsensus arbejdet på at imødekomme mistrivslen på måden, vi her beskriver, de sidste 7 til 8 år. Derfor er det ikke hele sandheden, når vi ovenfor skriver om den teoretiske baggrund for vores pædagogiske udviklingsarbejde, det forholder sig snarere sådan, at den ny forskning bekræfter os i, at vi har set rigtigt.  

Kalleby er inspireret af børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards (1940-1979) univers. Kalleby er navnet på en af Kirkegaards byer, men vi lader den omfatte alle hans figurer. Det er derfor i Kalleby, at Albert bliver slæbt i skole af sin mor, selvom han hellere vil være sørøver, han går på rov hos skomageren, graver tøsefælder og drager til sidst på opdagelse i en gammel sildetønde. På Egå Ungdoms-Højskole lader vi også Lille Virgil bo i Kalleby – og Orla Frøsnapper og Gummi-Tarzan. Og vi skeler ikke til deres køn, da vi mener de fleste børn skal have mulighed for at erfare livet, nogenlunde som det leves i Kalleby. Fordi det er et uforudsigeligt miljø, sådan som ethvert frit miljø må være det. Man kan ikke stikke af.

Kalleby er et skæbnefællesskab, man vælger ikke at bo der, man fødes ind i det og må agere i det. Leve med det eller ændre vilkårene, hvis ikke man kan leve med dem.

Man vælger selvfølgelig et højskoleophold, men man vælger ikke, hvem man kommer til at dele højskolens univers med. Man møder personer uden selvværd (Gummi-Tarzan), man træffer kontante og brovtende, men varmhjertede personer (smeden), dem der er lidt eller meget ubehagelige (Orla), eller dem, der vil på opdagelse og hurtigt kan gøre hverdagen magisk (Albert, Topper). Der er skolelærere og klaverlærere, kærester, købmænd og skomagere, lommetyve og farende svende. Man møder folk fra alle afkroge af eksistensen. Og man må forholde sig til alle disse personer og deres sære væremåder og lære at leve og arbejde sammen – også når relationerne bliver konfliktuelle. Vi forstår dette som både en del af den folkelige oplysning og demokratiske dannelse.

I Kalleby er der desuden rige muligheder for ikke-overvåget leg. Der er tegninger, der bliver levende, tøsefælder, skatte, der skal findes, hekse, etbenede haner, artister og drager med to hoveder. Der er, med andre ord, plads til, at man kan gøre sig sine egne erfaringer – og modnes derved.

Slut

Det er tid til tredje og sidste show. Publikum er på plads. Lyset tændes og falder på Julias ansigt, mens hun synger sit soloparti.

Livet i Kalleby

Jeg stod på toppen af pisten med en gruppe på fire mest mindre erfarne skiløbere og nød udsigten. Og det var for sent, da det gik op for Lea, at vi sigtede efter stoleliften i bunden af bjerget. Som nybegynder mente Lea ikke, hun kunne klare den tur. Som instruktør havde jeg ikke taget hende med, hvis ikke jeg var overbevist om at hun kunne. Men det skulle blive værre. Højdeskræk og stolelift. Jeg kunne med det samme se gennem skibrillerne på hende, at jeg næppe ville få hende op i stoleliften, uanset hvorledes turen ellers forløb. Og jeg ville ikke på dette tidspunkt indlede en diskussion om sikkerhed og stolelifte, da både hun og jeg havde brug for at hun fokuserede på den for hende grænseoverskridende nedkørsel.